Sidst opdateret:
29. jun '15 kl. 15:50 af ASG

- en projektpræsentation

Der er mange måder, man kan drive en almen praksis på. Hvilken en passer til dig?

For lidt over et år siden var vi en gruppe yngre almenmedicinere fra Region Sjælland, der faldt i snak om vores ”drømmepraksis”. Hvor ser vi os selv om 10-15 år, og hvordan skulle vores praksisliv se ud – hver især? Vi blev hurtigt enige om, at diversiteten i almen praksis er stor. Vi har hver vores forventninger og drømme om, hvordan vores praksis skal se ud – ud fra vores personlighed og faglige interesser. Og de var forskellige.

Vi måtte ud i regionen og finde praksis, der kunne inspirere os i deres forskellighed og vise os de mange måder, man kan drive praksis på. Vi valgte at prioritere praksis uden for de populære byområder. Vi ville vise os selv og vores kolleger, at muligheden for en drømmepraksis også er derude, hvor krak.dk ikke har ført os ud. Og at det også her er muligt at skabe et godt lægeliv med høj fokus på faglighed, uden at det går ud over balancen mellem familie og arbejde.

Vi startede med at høre vores kolleger, hvilke praksis der havde gjort indtryk på dem. Vi besluttede at finde mindst én praksis i hver af de 10 vandkantskommuner i vores region. Alle 10 skulle være forskellige i måden, de drev deres praksis på. Vi sendte dem et brev, hvor vi inviterede os selv på besøg i deres praksis til et interview om netop det, der kendetegnede deres praksis. Hovedparten af de praksis, vi tog kontakt til, var interesserede i projektet samt positivt overraskede over at få vores opmærksomhed. 

Det viste sig hurtigt, at mange af de praksis, vi besøgte, ikke havde indsigt i, hvad vi har øje for, når vi som hoveduddannelseslæger kigger efter praksis i uddannelsesøjemed. Eller som fremtidig kompagnon. 

Her et år efter glæder vi os over, at vi med vores projekt også har kunnet være med til at belyse overfor den ældre generation af læger, hvad det er, der driver os uddannelseslæger, når vi søger praksis.

Vi er ikke færdige med vores projekt. Vi har været ude og besøge seks vidt forskellige praksis. Alle enormt inspirerende. Besøgene har sat skub til vores forhåbninger og drømme om, hvordan hver vores praksisliv skal se ud. Bliv selv inspireret ved at læse vores artikler herunder.

Tag skridtet, og søg en praksis udenfor din comfortzone – du bliver garanteret positivt overrasket!

DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø - T: 7070 7431 - E: fyam@dsam.dk
Dudal Webdesign