Dette års kampagne retter sit fokus mod de svære sektorovergange og sætter streg under, at alle led i systemet har et medansvar i at sikre, at alle relevante oplysninger om patienten og dennes behandling når frem til næste led i systemet.

At der er patienter, der tabes i forbindelse med sektorskift, er vist kendt for de fleste læger og årsagerne hertil er mangfoldige. Ved dette års internatmøde i FYAM-udvalget besluttede vi, at vi ville arbejde med denne problemstilling i den kommende kampagne.

Det var vigtigt for os, at slutproduktet skulle være et værktøj, der var umiddelbart brugbart, let at anvende og let tilgængeligt. Vi har i FYAM altid forsøgt at præsentere løsninger, der er kreative og fremsynede, både med hensyn til indhold og teknologi, men denne gang lod vi os inspirere af vores tidligere forskningskampagne, hvor produktet var et lommekort med en skabelon til gennemgang af lægevidenskabelige artikler.

Et refleksionsværktøj der skal sikre den gode kommunikation

På samme måde er vores nye lommekort tænkt som et refleksionsværktøj, der skal sikre god kommunikation ved at alle relevante forhold i patientens situation inddrages. Med lommekortet forsøger vi at beskrive patientens samlede rejse, så man kan – uanset om man befinder sig i primær- eller sekundærsektoren – søge vejledning til henvisninger og epikriser, således at patientens samlede situation medtænkes. Set ud fra et praksissynspunkt har det været vigtigt for os at understrege, at sygehuslægerne husker at effektuere de forhold, hvor der findes indikation og ikke sender patienten tilbage til almen praksis med henblik på at få opgaven udført. Vi tænker her især på opstart i relevant medicin, recepter og viderehenvisninger og vi henviser i lommekortet desuden til den rød/gul/grønne epikrise, som forventes implementeret i løbet af 2019.

Lommekortet har været præsenteret for DSAM’s og PLO’s bestyrelse, og det har ført til mange gode kommentarer og overvejelser, som er blevet inddraget i den videre udviklingsproces.

Kortet findes aktuelt kun i papirudgave, men vi regner med, at vi i slutningen af 2018 kan præsentere en gratis app-udgave til både iPhone og Android.

Vi vil i det kommende år udbrede kendskabet til lommekortet ved alle givne lejligheder og vi opfordrer alle uddannelseslæger til at hjælpe os, især de hoveddannelseslæger, der har deres gang på sygehusene, så også vores gode kollegaer i andre specialer, kan få glæde af kampagnen. Vi vil blandt andet omdele lommekortene ved kommende regionale arrangementer rundt om i landet. Kortet er i første omgang rettet mod uddannelseslæger, men vi er sikre på, at alle kan få glæde af det!

FYAM's kampagne 2018

Er patientens problem løst? FYAM’s kampagne 2018 med fokus på at sikre god kommunikation i forbindelse med sektorskift. Vi har udgivet et lommekort, der som refleksionsværktøj kan anvendes til at kvalificere den gode henvisning og den gode epikrise, ligesom der lægges op til at medtænke patientens samlede situation. Det fysiske lommekort suppleres med en elektronisk udgave, formentlig inden udgangen af 2018

FYAM's kampagne 2013-14

Ved kampagnen sattes vi fokus på kritisk artikellæsning. Formålet var, at øge kendskabet til og interessen for almenmedicinsk forskning blandt DSAM's og FYAM’s medlemmer, samt at sætte fokus på evidensbaseret almen medicin. Foruden en serie af online journal clubs, udgav vi et forskerkit, hvori der indgik et journalkoncept. Konceptet kan downloades fra FYAM’s hjemmeside.  

 

DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø - T: 7070 7431 - E: fyam@dsam.dk