Jeg ønsker at stille op til følgende poster i prioriteret rækkefølge:

  1. FYAM-medlem i Videreuddannelsesudvalget
  2. FYAM-suppleant af Videreuddannelsesudvalget
  3. Medlem af FYAM-udvalget for Region Midtjylland
  4. Suppleant i FYAM-udvalget for Region Midtjylland

Lidt om mig:

Mit navn er Anne og jeg bor i Silkeborg sammen med min kæreste. Jeg blev færdig som læge ved Aarhus Universitet i januar 2019 og har siden haft min KBU og er nu introduktionsstilling.
Allerede i gymnasiet begyndte mit hjerte at hamre for almen medicin og jeg er kun blevet bekræftet i dette speciale igennem studietiden. Jeg ønsker at være med til at forme hverdagen og uddannelsen til almen medicin, da det klart er mit hjertebarn. Specielt har jeg interesse indenfor uddannelse. Jeg har selv undervist meget prægraduat, postgraduat og i privatlivet – erfaringer, som jeg vil anvende i FYAM.
Der er stort fokus på studiet på de enkelte medicinske og kirurgiske specialer, høj faglighed og kvalitet. Dog oplever jeg, at der er et stigende krav til de opgaver, som det forventes, at almen praksis varetager. Derfor er det min klare overbevisning, at vi skal have endnu mere fokus herpå og blive ved med at udvikle os i takt med de øgede krav. Foruden medicinsk faglig fokus oplever jeg som læge også at hverdagen i mindst lige så høj grad handler om de mere bløde værdier; kommunikation, patientcentrering, den fælles beslutning og mange andre elementer, som også skal inkorporeres i vores uddannelse. Dette ønsker jeg at have fokus på.

DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø - T: 7070 7431 - E: fyam@dsam.dk