Jeg hedder Caroline Vinkel og stiller op som suppleant til Videreuddannelsesudvalget i FYAM. Jeg er 30 år gammel og bor i København med min kæreste. Jeg er uddannet læge fra Københavns Universitet i januar 2018, hvorefter jeg har haft min KBU i Sønderborg inkl. almen praksis på Als. Sidste efterår blev jeg færdig med introstilling i almen medicin i Næstved og arbejder nu som reservelæge på Steno Diabetes Center i København, hvor jeg lærer en masse om behandling af type 1 og type 2 diabetes. Siden jeg blev læge, er jeg kun blevet bekræftet i, at almen medicin er specialet for mig. Jeg ønsker at være aktiv i FYAM og få mere social og faglig sparring med andre kommende almenmedicinere. Jeg vil gerne være med til at sikre en god og relevant uddannelse inden for almen medicin – både under lægestudiet, KBU og efteruddannelsen. For mig er det vigtigt, at man under sin uddannelse kan få konstruktiv supervision, kan deltage i specialespecifikke kurser og -færdighedstræning, har adgang til et fællesskab for faglig og social sparring, har kontinuitet i uddannelsesforløbet, og kan have en god balance mellem uddannelse, arbejde og privatliv. Det er nogle af de ting jeg gerne vil bidrage med i Videreuddannelsesudvalget og jeg håber derfor, at I vil give mig en stemme!  

DSAM, Stockholmsgade 55, 2100 København Ø - T: 7070 7431 - E: fyam@dsam.dk